Midt i det sønderjyske marskland ligger Schackenborg Slot – et sted fyldt med historie, tradition og kongelige fortællinger. DKsyd er i Møgeltønder, hvor vi får den helt særlig mulighed at komme med indenfor på slottet. Det er slottets chefguide, Morten Gliemann, der guider os gennem de historiske sale og fortæller om slottets lange historie og de mange ejere gennem tiden – med særligt fokus på den sidste ejer, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og dennes forhold til slottet. Undervejs skal vi opleve nogle af slottets mere private gemakker – heriblandt Hendes Majestæt Dronning Margrethes private værelser. Vi skal også besøge det enestående bibliotek, hvor det oprindelige rum stadig står intakt, og hvor Morten Gliemann fortæller om det store bevaringsarbejde, der har fundet sted i 2025. Turen slutter udenfor i haven, hvor vi blandt andet hører fortællingen om de særlige prinse- og prinsessetræer.