Det er en sand folkefest, når den sønderjyske lokalbank afvikler sin årlige generalforsamling. Og i 2026 får festen en ekstra dimension – Kreditbanken markerer sit 100-års jubilæum. Omkring 1.800 aktionærer indtager sublim forplejning i 2 tempi: Først noget for ørerne, når bestyrelsesformanden og bankdirektøren aflægger beretning for det forløbne år – og det bliver en appetitvækker med endnu en gang flotte nøgletal. Jo – Kreditbanken er i gode hænder og fremstår år efter år som veldrevet bank. Dernæst noget for gane og hals i form af velsmagende middag. Alt er, som det plejer og skal være. I anledning af jubilæumsåret taler DKsyd med bankens ledelse og medarbejdere om, hvordan det opleves at drive og fastholde position som sønderjysk lokalbank i en omskiftelig tid, hvor den finansielle sektor gennemgår markant transformation gennem fusioner til større enheder – og hvor digitale løsninger overtager mange manuelle funktioner. Der er sket meget over tid i banken. På et tidspunkt opstår finansiel turbulens – men her rykker stærke lokale kræfter sammen og sikrer fremtiden. Og det står klart, at Kreditbanken fortsat går egne veje. Man fastholder strategien med at begrænse det geografiske virke til Sønderjylland. Fordi man vil kende sine kunder. Digitale processer er også her i fremmarch – men først og fremmest vil man gøre sund forretning med mennesker. Og helst ansigt til ansigt, hvor både bank og kunder lægger kortene på bordet. Det drejer sig om gensidig tillid og om at leve op til veldefinerede kundeløfter. Den sønderjyske lokalbank har sat retning for fremtiden med organisk vækst. I den forbindelse understøtter man gerne perspektivrige initiativer hos både erhvervslivet og private kunder. Fortsat med tanke for et bestemt mantra: Gamle dyder i nye tider. Det er der i anledning af jubilæumsåret skrevet en bog om.