Efter to års coronapause gennemføres Haderslev Regattaen i weekenden den 11. og 12. juni 2022 på Haderslev Dam. Det er samtidig en jubilæumsregatta, idet den første af slagsen blev afholdt den 19. juni 1921 i Haderslev. Toni Hirschauer, er en af de ansvarlige for organisationen og han glæder sig over tilmelding fra i alt 31 roklubber fra Danmark og Tyskland: ”Vi er glad for, at vi med de mange tilmeldinger næsten er oppe på niveauet før Corona, nu håber vi bare på godt vejr uden regn og vind.” Der er særligt mange tilmeldinger fra de yngste roere mellem 11 og 16 år, som konkurrerer i firer, toere og singlescullere.

Lørdagens højdepunkt er Mændenes Otter SprintCup, hvor der til vinderen over 350 meter distancen er en pizzamiddag på restaurant Firenze lørdag aften. Seværdigt bliver også Masters fireren, hvor der på 1000 meter distancen er en middag på Hotel Norden på spil.

Søndag kan publikum glæde sig til SprintCup med mange spændende præmier. Endvidere afvikles de tyske delstatsmesterskaber for børn- og unge søndag.

Et nyt højdepunkt er lodtrækning blandt publikum, hvor der blandt andet kan vindes 2 værdibeviser á kr. 1000,- fra Haderslev Butikkerne, 20 x fem træningsenheder i Crossfit Dome (samlet værdi 8.900 kr.) og gratis medlemskaber tili den tyske roklub Hadersleben og Haderslev Roklub. Fra Søsportcenteret ved Haderslev Dam kan tilskuerne følge konkurrencerne. Haderslev Roklub står for salg af pølser, vand og øl og Den nye Friskoles Venner i Vilstrup sælger kaffe og kage. ”Vores team på omkring 70 frivillige er glade for endelig at kunne komme i gang igen og vil gøre alt for at gøre regattaen til en uforglemmelig oplevelse,” pointerer Toni Hirschauer.