Store tanker er blevet til virkelighed. Efter langt forløb fra drøm til gennemførelse er den megastore oplevelsespark Center Parcs Nordborg Resort på Nordals åbnet med pomp og pragt. Et 190 ha stort kystnært landbrugs- og skovareal er omdannet til turistmekka med 440 feriehuse og et væld af faciliteter, der danner rammen om aktiv familieferie året rundt. Der forventes indledningsvis på årsbasis 160.000 overnattende gæster, hvortil kommer ukendt antal dagsbesøgende. Forventningerne omfatter også positiv synergi overfor det omgivende samfund i Grænselandet. Den professionelle driftsorganisation står klar og er gearet til at give gæsterne en god dansk ferieoplevelse. I DKsyds reportage får man indblik i den langstrakte proces fra visionsfase til realitet. Og indsigt i transformationen fra lokalt landbrugssamfund over industriklynge til oplevelsesøkonomi. Vi taler med personerne bag de store lokale pengetanke, der med det primære ønske at gøre noget godt for lokalsamfundet har foretaget den samlede investering på kr. 1.75 mia. Reportagen omfatter også samtaler med resortets daglige ledelse samt med forpagteren af strandcafeen – der er opført lige ud til Danmarks største badebro i form af spritny pier, som rækker 144 m ud i Lillebælt. Alle har store forventninger til resortets fremtid. Endvidere vises klip fra åbningsceremonien med de mange indbudte gæster. Center Parcs Nordborg Resort står klar til at give feriefamilier fra store dele af verden en god oplevelse.