Ordet “forundringsparat” kom ind i den danske ordbog i 2006. I Sønderjylland er det et ord, som ikke mindst er knyttet til nu afdøde museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Inge Adriansen, der gennem 45 år har haft sit virke på Sønderborg Slot. Inge Adriansen blev engang spurgt, om hun ikke var forandringsparat, og hun svarede prompte “Jeg er forundringsparat”. Forundringsparat er da også navnet på en ny skulptur, som er opstillet på havnepromenaden i Sønderborg til minde om Inge Adriansen. DKsyd taler i den anledning med direktør for Museum Sønderjylland Axel Johnsen, kunstner Vibeke Fonnesberg, som har skabt skulpturen, og fhv. borgmester i Sønderborg Kommune AP Hansen, der er initiativtager til skulpturen. God fornøjelse.