Kultur i Gråsten og Det lille Teater, Gråsten opfører juni 2023 i samarbejde egnsspillet ”Hertuger og Husmænd – fortællingen om Fiskbæk”. Det er fortællingen om landsbyen, som forsvandt i begyndelsen af 1600-tallet, da herremanden på Søgård besluttede at fordrive bønderne og i stedet opføre en ladegård. Senere blev godset overtaget af hertugslægten i Augustenborg – og fra 1920 af den danske stat. I 1924 blev Gråsten Landbrugsskole færdigbygget med placering ved siden af ladegården. Staten besluttede endvidere at udstykke 25 husmandsbrug fra ladegårdens arealer. Egnsspillet er skrevet af Kaj Nissen og Brian Wind-Hansen og opføres med Kristian Hald som instruktør. Den udendørs forestilling sendes af DKsyd i 2 akter – her er første akt. God fornøjelse.