Efter et mangeårigt tilløb med borgerinddragelse og projektudvikling er masterplanen for udvikling af den historiske hertugby Augustenborg endelig sluppet løs. Grænselandets kulturarv omfatter også fortællingen om de slesvig-holstenske hertugdømmer gennem århundreder – og fortællingen skal nu raffineres ved initiativer til både bevaring og nyskabelse i Augustenborg. Under offentliggørelsen af masterplanen forleden har DKsyd talt med borgmester Erik Lauritzen og direktør Sille Marcussen Dall fra Teknisk Forvaltning i Sønderborg Kommune.