🏇 Ringriderfesten i Sønderborg er præget af mangeårige traditioner – også for den plakat, der hvert år placeres rundt i hele Sønderborg-området for at varsle, at nu er tiden inde for sommerens højtid. Siden opstarten i 1888 er der hvert år fremstillet en ringriderplakat, der over tid har fået tilført stigende kunstnerisk indhold. Det er atter kunstner og selvstændig grafiker Jeppe Nedergaard, der af Ringriderfesten har fået overdraget opgaven med fremstilling af årets plakat. I 2022 stod Jeppe med stor succes både bag den Tour de France inspirerede plakat og ”synsprøveplakaten”, som festen valgte at sælge til fordel for et godt formål. DKsyd har talt med Jeppe Nedergaard om tankerne bag årets plakat, som har fået tilnavnet ”Sammenhold”, hvilket han forklarer i denne reportage. Endvidere fortæller formanden for Ringriderfestens presse- og sponsorkomite, Henning Brock om kravene til plakatens visuelle signaler – samt om serien af ringriderplakater gennem 135 år.