Forfatteren og psykologen Linda Lassen har netop udgivet bogen ”Den kloge kone fra kvindehuset”. Bogen handler om Karoline – 1888-1958. En tid, hvor informationssamfundet endnu ikke eksisterede, og hvor den kloge kone gav gode råd til kvinderne i lokalsamfundet. Linda Lassen har ladet sig inspirere af sin egen oldemor på Fyn. Bogen omhandler tematikker, som Linda Lassen generelt berører i sine bøger – såsom familierelationer og det frie valg i forhold til de samfundsforhold vi lever under. Ligeledes kan bogens tema ses som en kommentar til de nutidige offentlige debatter om #MeToo og den nye samtykkelov fra 2020.