Verdensmesterskab i synnejysk – intet mindre. Globaliseringen medfører pres på både det nationale og lokale særpræg. Kultur, tradition og sprog påvirkes af nye impulser. Den udvikling vil fortsætte – sikkert med stigende hastighed. Hvis den lokale identitet og dialekt samtidigt skal bevares, skal der tages initiativer, der rykker folk sammen i bussen. Initiativer, der på en folkelig, humoristisk og fællesskabende måde styrker stoltheden over det sønderjyske, skaber nysgerrighed på dialekten samt giver både unge og ældre lyst til at tage ejerskab af kulturarven. På den baggrund har en bredt sammensat gruppe med passion for at forankre og formidle kendskabet til den sønderjyske kulturarv i en større geografi stiftet Foreningen VM i Synnejysk, der planlægger gennemførelsen af det ambitiøse arrangement oktober 2026. I DKsyds indslag fortæller foreningens formand, Knud A. Sveistrup om baggrund og formål med projektet – der gennemføres under forudsætning af, at der i foråret opnås tilstrækkelig finansiering.