Op til åbningen af citycentret Borgen Shopping i Sønderborg oktober 2013 var der i lokalsamfundet delte meninger om centrets eksistensberettigelse og chancer for overlevelse. På trods heraf er Borgen Shopping med lokalt medejerskab efter 10 år i vældig god form med både stor dagligvarebutik – Føtex – og mange specialbutikker med bredt vareudvalg. Og så er der både naturlig konkurrence og sameksistens mellem citycentret, byens handelsstrøg og Sønderborg Øst, der er under stærk udvikling med store detailhandelsenheder. I denne reportage får man indblik i såvel potentiale som udfordringer for detailhandelen i en mellemstor provinsby med beliggenhed i det dansk-tyske grænseland.