Overalt i landet blev Flagdagen for Danmarks udsendte markeret den 5. september. I Sønderborg blev dagen markeret ved en højtidelighed på Rådhustorvet. Oprindelig initiativtager bag Flagdagen er overkonstabel Kim Eg Thygesen, som startede sin værnepligt ved Prinsens Livregiment i Skive tilbage i 2003 – blev udsendt til Kosovo i 2004/05 og efterfølgende til Helmand i Afghanistan 2006 & 2008/09 med Bornholms Let Opklaringseskadron. Kim Eg Thygesen begyndte af samle opbakning til Flagdagen via internettet i 2006. Idéen vandt gehør på Christiansborg, og efter en del diskussion om valg af dato blev Flagdagen i marts 2009 officielt vedtaget af forligspartierne bag forsvarsforliget for 2004-2009. Således er Flagdagen 2021 den 13. i rækken. Flaget hejses for dem, der kom sikkert hjem – for dem der, fik ændret livet – og for dem, der aldrig kom hjem. Flagdagen er også en anerkendelse af de pårørende, der altid står bag de udsendte. Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.