I Dansk Industris seneste erhvervsundersøgelse, ‘Lokal Erhvervsvenlighed 2024’, er Sønderborg blevet kåret som en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner og har såmænd vundet titlen ‘Jysk Mester i Fremgang’. Sønderborg er gradvist klatret op på ranglisten og er nu landet på en flot sjetteplads blandt alle landets kommuner. Den top 10-placering er resultatet af flere års arbejde, hvis ikke samarbejde, mellem Sønderborg Kommunes virksomheder og lokale erhvervsaktører, der sammen har bidraget til at skabe bedre forhold for at gøre business i Sønderborgs erhvervsliv. I dagens program ser DKsyd nærmere på, hvad denne placering præcis betyder for Sønderborg – og hvordan kommunen vil fortsætte med at styrke erhvervsklimaet. Vi har således interviewet nogle centrale drivkræfter i Sønderborg erhvervsmiljø – herunder bestyrelsesformand for Sønderborg Vækstråd, Michael Snerling og formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk, der giver indblik i de faktorer, der har spillet ind i succesen.