Grænselandets teglværker byder Touren velkommen med en murstensvæg, hvor en cykelrytter vises som rumligt fremhævet skulptur. Den skal symbolisere vores landsdel, hvor tilknytning til teglindustrien er uundgåelig. Samtidig har cykelrytteren den grønne førertrøje på – som symbol på tilgangen til grøn omstilling.
Matzen Teglværker og Petersen Tegl har leveret mursten i forskellige farver og nuancer til EUC SYD Aabenraa, hvor murerlærlinge fra 4. lærlingeperiode har stået for opmuringen.
Murene kan ses på en mark umiddelbart efter jernbaneoverskæringen mellem Gråsten og Adsbøl. Kunstværkerne bliver opstillet i ugerne før Tour de France-rytterne kommer, og kan efterfølgende ses på Gråsten Teglværks parkeringsplads nær jernbaneoverskæringen til venstre for kontorbygningen.