Lørdag 18. juni gennemføres den traditionsrige Knivsbjergfest. I år forventes omkring 4.000 børn og unge samt deres familier at mødes på Sønderjyllands højeste punkt. Festen er det tyske mindretals sommerfest med gæster fra både Tyskland og Danmark.  Den har været afholdt siden 1894 – dengang som tysk national manifestation – i dag som en festlig familiefestival for alle aldre.

Dagen starter med fælles morgenmad, og eftermiddagens program afsluttes på friluftsscenen med musik og dans, kultur og underholdning samt festtale. Om aftenen er der musik og bingo i festteltet. Til de mange aktiviteter hører turneringer indenfor fodbold, fistball (Faustball) og beachvolleybold. Endvidere er der et aktivitetsområde, en scene med musik samt aktiviteter for de mindste børn.

Knivsbjerg/Knivsberg er Sønderjyllands højeste punkt og ligger mellem Aabenraa og Haderslev ved hovedvej 170 (GPS-adressen: Haderslevvej 484, 6230 Rødekro). Man kan læse mere på Knivsbjergs hjemmeside, hvor man også kan finde årets programoversigt.