Hobby med metaldetektor har vundet voldsomt frem det seneste årti. Og med den er antallet af fund, der fortæller om vores fælles fortid, også steget. Men hvad er det, der driver detektorførerne – og hvordan bidrager deres hobby til forståelsen af vores historie? Museumsinspektør Anders Hartvig har medvirket til at skabe udstillingen “Detektor – Fantastiske Amatørfund”, der sætter fokus på de personlige fortællinger bag fundene. DKsyd taler med Anders Hartvig om drivkraften, om guldperlerne fra Errestedskatten og om samarbejdet mellem arkæologer og detektorførere.