Efter 80 år er æ Rummelpot med sin lune humor og satire stadig sprællevende. Det vil læserne opleve – allerede på forsiden af version 2025 lægges der intelligent op til årets gang i Sønderjylland. Der er også noget at leve op til, idet Rummelpotten er landets eneste overlevende regionale satirehæfte. DKsyds udsendte har overværet afsløringen af årets Rummelpot – og gengiver i reportageform højdepunkter fra begivenheden og samtaler med redaktøren samt med 2 ungdomsredaktører med hver sin skarpe pen. Blandt højdepunkterne er udnævnelsen af årets Æresrummelpot – den store ære er tildelt Peter Mads Clausen fra den velkendte Danfoss-familie. Velfortjent. Kulturinstitutionen æ Rummelpot fås nu hos 120 salgssteder i hele Sønderjylland – køb den før din nabo. God fornøjelse.