I dette program tager DKsyd TV på kultursejlads langs kysterne omkring Als og Sundeved.
Med ombord er kulturhistoriker Casper Clemmesen, som guider os gennem fortællingen om danskernes tætte tilknytning til havet og fjordene i dette område.
Vi skal tilbage til oldtiden, hvor historien tager sin begyndelse – helt tilbage til de berømte både, som blev fundet i de hellige moser.
Casper Clemmesen uddyber historien bag bådene, mens Mia Lilliendahl Larsen – oplevelsesiværksætter og idékvinden bag sejladsen – fortæller om tankerne og visionen bag eventet.
Og sammen giver de indblik i, hvorfor Sønderjylland har spillet en så vigtig rolle i perioden op til vikingetiden.