Med den nye musikchef Adam Stadnicki i spidsen indleder Sønderjyllands Symfoniorkester sin 60-års jubilæumssæson med flot åbningskoncert på orkestrets hjemmebane, Koncertsalen Alsion i Sønderborg. Sæsonåbningen byder, udover taler af bl.a. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, også på en unik musikalsk uropførelse – med den sønderjyske titel ”Di drømm dæ bringe vos sammel”. Denne fest-fanfare er komponeret af dansk-amerikanske Lil Lacy – og er skrevet specielt til Sønderjyllands Symfoniorkester i anledning af jubilæet. DKsyd har optaget åbningskoncerten, og har i tilknytning hertil talt med centrale personer omkring orkestret. Reportagen sendes i flere dele – i denne første del kombineres uddrag af musikken med samtaler, hvori indgår komponisten Lil Lacy, musikchef Adam Stadnicki og symfoniorkestrets bestyrelsesformand Simon Faber. God fornøjelse.