Gennem en årrække har stærke kræfter gennemført visionære projekter til gavn for udviklingen i særligt Sønderborg-området – ofte med vidtrækkende effekt i hele Sønderjylland og store dele af Region Syddanmark. Som eksempler kan nævnes tilblivelsen af Syddansk Universitet, Videncentret Alsion og Hotel Alsik i Sønderborg – opdatering af Sønderborg Lufthavn og etablering af flyselskabet Alsie Express, udvikling af det nye kæmpe turistmekka Center Parcs Nordborg Resort etc. Danfoss Fonden er en gennemgående initiator – der sammen med Sønderborg Kommune, Linak m.fl. løfter projekterne på plads i form af medfinansiering og ledelseskraft. Seneste initiativ i udviklingsproces er en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Navnet er Als-Fyn Broen, der har til formål at styrke arbejdskraftens pendling, bosætning, erhvervsudvikling og den samfundsøkonomiske udvikling generelt i Sønderjylland og Fyn. Projektet har været undervejs i en årrække – og der er over tid opnået en række milepæle. Nyeste fremdrift er tilvejebringelsen af en såkaldt bæredygtighedsanalyse, der netop er offentliggjort. DKsyd har talt med centrale aktører, der alle arbejder passioneret for at sætte turbo på sammenhængskraften i landsdelene Fyn og Sønderjylland gennem styrket infrastruktur. Denne reportage giver indblik i fortællingen om projektet Als-Fyn Broen. God fornøjelse.