Med en ambition om, fortsat at sikre Sønderjylland et attraktivt superligahold i fodbold, valgte man sensommeren 2020 at sælge SønderjyskE Fodbold A/S til den amerikanske familie Platek med Robert Michael Platek i spidsen. Oprettelsen af SønderjyskE i 2004 var med intentionen om at være et landsdelsprojekt, der skulle styrke Sønderjyllands position på landkortet. I forbindelse med annonceringen af salget var meldingerne fra Platek familien og SønderjyskE’s direktion, at det sønderjyske projekt fortsat vil være et landsdelsprojekt. Og at både organisationen og værdierne vil være de samme. Derfor forventes fortsat opbakning fra sønderjyderne – og særligt det sønderjyske erhvervsliv, hvis projektet skal forblive en succes.