Ambitionsniveauet er højt – og sigtepunkterne på plads. Masterplan for udvikling af Sønderborg Lufthavn signalerer visioner for fremtidig position som Grænselandets regionale lufthavn med primært geografisk markedsgrundlag for passagerer fra Sønderjylland og Slesvig-Holsten. Hovedmålet er, at der årligt i 2032 sluses 150.000 passagerer gennem lufthavnen. Det skal ske gennem udbygning af de fysiske rammer, mere rutetrafik og flere flyoperatører, der sender erhvervs- og privatrejsende samt turister ud i den store verden – og samtidig trækker Europa tættere på Grænselandet. Potentialet for den kommercielle udvikling er dokumenteret på analytisk grundlag, der danner baggrund for den visionære strategi. En nyansat lufthavnsledelse skal sikre fremdriften i de ambitiøse planer. Sønderborg Lufthavn ejes i fællesskab af Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune, der i tilsammen gennem de kommende 3 år investerer over kr. 200 mio i modernisering af de fysiske rammer og samtidig yder driftstilskud på over kr. 100 mio. DKsyd har produceret denne reportage fra dels præsentation af masterplanen – og dels fra lufthavnen, hvor vi har talt med nøglepersoner fra ledelse og operatører.