Velkommen til fortællingen om – og status for – ProjectZero, der gennem en årrække har skabt international opmærksomhed omkring det højaktuelle bekymringstema klimaudfordingen – med Sønderborg-området samt dets borgere, institutioner og virksomheder som showcase. Anledningen er, at Peter Rathje – synonym med titlen Mr. Zero – efter 16 års dedikeret indsats for den grønne omstilling af Sønderborg-området, nu fratræder som adm. direktør for det højprofilerede initiativ – og videregiver klimastafetten til nye frontfigurer.
Med afsæt i en kompetencerapport for Sønderjylland tilbage i 2001, der ikke afspejlede særlige gode fremtidsudsigter for landsdelen, tog en gruppe borgere i Sønderborg-området med støtte fra Clausen-familien og Danfoss-koncernen initiativ til en tænketank, der banede vejen for visioner omkring den fremtidige samfundsudvikling på et klimaneutralt grundlag. Det blev starten på ProjectZero, der har udgjort rammen for transformation af visionerne til strategiske sigtepunkter og konkrete handleplaner med involvering af områdets mange interessenter. Agendaen blev sat for områdets satsning som first mover for den store omstilling i verdensklasse – og ProjectZero har opnået status som fyrtårn og rollemodel for mange andre mindre og større samfund over store dele af kloden.
Få indsigt i et geografisk områdes ambitiøse erhvervsudvikling gennem mantraet Bright Green Business – virksomheders globale salg af teknologi, løsninger og viden – der ender op i gode bundlinier og spændende jobs.