Da Dannebrog daler til jorden – for anden gang – er det over Dybbøl Banke. Året er 1920 og anledningen er genforeningsfesten. Da museumsinspektør Rene Rasmussen fra Museum Sønderjylland vil undersøge fortællingen, falder han over fotografier fra begivenheden. De skal angiveligt beskrive øjeblikket, men er tydeligvis manipulerede. Derfor går han i gang med at undersøge sagen. Hvad han finder frem til, er bedre end forventet. Faktisk så godt, at det bliver til en bog – en bog om den danske flyver Christian L. Johannsen (1890-1972). I dette foredrag fortæller Rene Rasmussen den utrolige historie om den danske vovehals og hans fantastiske liv.